Banen

Klubbens udstillingsanlæg er en dobbeltsporet aflang rundkreds med kun en transversal.
Dette kan for mange virke som et kedeligt layout, men det er med fuldt overlæg at banen ser sådan ud. Banens layout er lavet simpelt, for at vi kan få tid til at snakke med publikum på udstillinger. Lokomotiverne kan lettere passe sig selv, og de kommer automatisk forbi igen.

Udstillingslayoutet er uden landskab, det er også med fuldt overlæg.
Mange af os styrer vores lokomotiver med regulatorer og håndtag, der sidder i førerhuset på lokomotivet, derfor vil træer, signaler o.lign. være i vejen. Der er heller ikke græsmåtter på banen, for lokomotiverne opfører sig som rigtige lokomotiver, de drypper olie, spilder vand, lukker damp ud og vi drypper også lidt med vores spritflasker, så græsmåtterne ville meget hurtigt ligne gamle gulvklude.

Samtidigt gør det enkle layout, at man kan koncentrere sig om det, der er specielt for vores klub, nemligt at vi kører med rigtige Damplokomotiver med ild i fyrkassen, kogende vand i kedlen, damp i cylindrene.

Når vi ikke er på udstilling, så kører vi for det meste på det store layout i Hotel Krogens have.
Det lille, hyggelige hotel i Aalborg er i øvrigt ejet af medlemmerne David og Lotte. Banen er over 400 m og bygget som en engelsk havebane.
Banen er beskrevet på www.havebane.dk og hotellet er beskrevet på www.hotelkrogen.dk
Top